Jeg oplever desværre, at mange vælger den nemme løsning, når de skal til at arbejde med produktteksterne. De kopierer fra leverandørernes hjemmeside. Det er også OK, hvis du IKKE vil arbejde seriøst med din webshop. Hvis du vil vinde over andre webshop på nettet, når kunderne skal vælge, hvilken webshop de vil handle i, så skal du med dine tekster tilbyde dem et unikt og godt indhold. Her er tips til at slå konkurrerende webshops på produktteksterne.
- Skimmevenlig rubrik
Start din beskrivelse med 2 linjer i fed der opsummerer beskrivelsen. Det er skimmevenligt for læseren, godt for søgemaskineoptimering og forfører måske også læseren til at læse resten af beskrivelsen, og jo mere han læser, jo mere solgt skal han jo gerne blive. - Featureliste
Beskriv de vigtigste features som kunderne er interesseret i. Dette præsenterer sig bedst som en liste på siden. Små korte og præcise facts. - Beskriv hvad du syntes, der er godt ved dette produkt
Det er nu, at du skal bevise, at du har en passion for produktet. Du skal skrive så levende og billedligt, at læseren næsten oplever at stå ansigt til ansigt med dig. Hvis denne tekst efterlader et indtryk på læseren, så er det meget mere sandsynligt, at læseren vil vende tilbage og måske købe produktet. - Kend modtageren
Jo bedre fornemmelse du har af læseren, jo mere målrettet kan du skrive. Det handler om at håndtere den usikkerhed, som kunden eventuelt har før købet. Nogle bekymrer sig måske om, om jakken er varm nok, slidstærk, har lommer nok. Jo bedre du kender modtageren, jo bedre kan du håndtere denne usikkerhed. - Skriv levende
Der er ikke noget mere kedeligt end upersonlige tekster på nettet. Man skal i teksterne kunne fornemme, at der står en person, og taler til mig. Det må gerne være i talesprog, direkte og med lidt kant. Kan du med dine tekster skabe en følelse af nærvær og intimitet, så er du kommet rigtig langt. Du skal med din webshop vise noget personlighed. - Beskriv hvordan dette produkt er bedre / anderledes
For kunden kan det være svært at vide, om de skal vælge produkt A eller produkt B. Her skal du være den gode rådgiver, ligesom hvis du har kunden i butikken. Kunden har helt sikkert nogle specifikke ønsker eller behov, som produktet skal opfylde. Jo mere præcis du kan skrive om dette, jo mere sandsynligt er det, at du får ordren. Derfor er det en god ide at lytte godt efter de spørgsmål, som kunderne stiller og optimere dine produktbeskrivelser efter dette. - Hvilket udbytte vil jeg opleve af produktet
Her er det en god ide at sætte billeder på de situationer, hvor kunden oplever produktet. Hvis det er en jakke, så skriv hvordan jeg vil opleve, at den er ventilerende og isolerende. Jo mere jeg kan genkende mig selv i beskrivelsen, jo bedre bliver produktet solgt. - Hvilke alternativer er der til produktet
Måske var det ikke det helt rigtige produkt for kunden. Den gode sælger vil ikke slippe kunden, før der er præsenteret nogle alternativer. Det må webshoppen heller ikke. Hjælp derfor kunden videre til både bedre og billigere produkter. - Luk salget – Det er en mave fornemmelse
Er det er godt køb? Er det det rigtige for mig? Passer produktet til den situation, hvor jeg ønsker at bruge den? Afslut med en trumf der får kunden til at tage en beslutning om at købe produktet nu.
Cases:
- http://outshop.dk/shop/haglofs-electron-3-lags-9173p.html
- http://www.naturligvis.com/vare/4093-robens-mythos-duo
- http://www.ultralightoutdoorgear.co.uk/golite_eden_2_two_skin_tent.html
Nu har du mulighed for at skamrose din egen webshop. Har du lavet en rigtig god produktside, så smid et link her til inspiration for andre der gerne vil lave bedre produktsider på webshoppen.
Læs også de andre blogindlæg i serien om ”Den perfekte produktside til webshoppen”.
Jeg har læst din artikel med stor interesse og der er ingen tvivl om at du har fat i noget af det rigtige! Jeg vil supplere med mulighederne for at kunderne også har mulighed for at kommentere og rate produkterne. Jeg oplever selv at jeg bliver kraftigt påvirket af hvad andre kunder mener om produkterne og mon ikke andre har det på samme måde? Og så giver dette jo også nogle ekstra seo linjer 🙂
Helt korrekt, det Brian skriver her i sin blog. Øvelsen er jo egentlig ikke så svær. Du skal bare på skrift agere som en sælger ude i en butik, men hold da op, hvor der er mange, som gør det forkert, og som egentlig selv synes det er OK, hvis de har navn og pris med. Og så skal folk i øvrigt mange steder bruge meget tid på at lede efter, hvad det koster at få varen sendt. Den info skal bare med, så man hurtigt kan finde den. Der er ingen tvivl om at mange handler på nettet går i vasken, fordi det irriterere den potentielle kunde at han ikke hurtigt kan se forsendelsesprisen.
Rigtig godt og relevant indlæg. Der er mange som gør de samme ting inden for web i dag, men teksterne er helt klart et område hvor man stadig kan differentiere sig. Jeg har selv bestilt et volleynet til baghaven på en webshop forleden, og der stod f.eks. ikke hvor bredt nettet var, hvilket for mig var den mest relevante oplysning som jeg søgte efter, da vi har en lille have og denne information derfor var meget relevant for mig. Så teksterne har stor betydning om man køber varen 🙂
Super artikel, og jeg kan da supplere med, at man jo kan starte med at prioritere sine produkter, så man gør sine gode produkter aldeles fremragende. Vi har måttet gøre det fordi vi har 8.000 varenumre, så man vil opleve en svingende kvalitet i indholdet i laaang tid, før alt er bearbejdet. Start også med at kigge på varer der trækker trafik, men ikke konverterer – der ligger guld og venter!
Det vigtigste er at man sætter sig i læserens sted og spørger sig selv om, hvorfor det her produkt er interessant for læseren og hvad det kan gøre af godt for læseren. Hvis man bare ensidigt maler tekniske beskrivelser op på bedste ingeniørniveau, så glem det. Det er ihvertfald nogle af de erfaringer jeg har gjort mig i min webshop.
Og så vil jeg give Boy ret – sørg for at kunderne kan bedømme det, de får i din butik. det er der for få, der gør noget ud af, men det er drønvigtigt. Vi elsker, når andre har gjort sig nogle erfaringer, vi måske kan tage ved lære af.
Endelig noget konkret og god hjælp til at komme videre med sine produkt tekster. Flere andre skal have solgt deres service og give ej god Info & inspiration.
Du kunne måske give lidt bud på længden at teksterne til produkter og kategori beskrivelse. Intern links og video.
God liste, men jeg synes der mangler en SEO-tilgang til indholdet.
På vores hjemmeside vil vi have stor fokus på at give kunderne ekstra værdi for at lukke salget. Det skal stå på produktsiderne uden at man laver dublicate indhold i teksterne. Fx Fri fragt… køb nu og få en gratis hue osv.
Men godt indlæg og god inspiration, tak 🙂