Kærligheden i et parforhold starter med fokus på glæden ved at finde en, der kan forstå os. – Vi har de samme mål, det samme syn på livet. – Vi glæder os over, at vi er ens, men der går ikke længe før, at denne forestilling går itu. Snart oplever vi forskellighed, at vi ikke forstår hinanden, at vi selv bliver misforstået og snart begynder vi at tvivle på kærligheden.
Hvor blev kærligheden af?
Sådan er det med følelser. De kan komme og gå, og i mange kærlighedsforhold vil man opleve, at både elske og hade hinanden samme dag. Men bagefter hævder vi alligevel, at kærligheden har været der hele tiden. Dette skaber et forvirrede dilemma: Er kærligheden en følelse?
Hvis det er sandt, så må vi finde os i, at kærligheden kommer og går. At vi ikke kan være sikker på, at vores partner kan gengælde den, når vi selv føler kærligheden.
Hvis kærlighed ikke er en følelse, så kan vi måske se kærligheden som et bånd, der holder 2 mennesker sammen i et parforhold. De oplever sorg, angst, lykke og fortvivlelse, men kærligheden er uafhængig af følelserne. Nogle skal endog først miste hinanden for at finde kærligheden, for de troede at det var en følelse – som de var på jagt efter og først i tilbageblikket indser de, at kærligheden allerede var i parforholdet. – Kærligheden er det bånd, der binder to mennesker sammen.
Modsætninger mødes – og de lever lykkeligt til deres dages ende…
Sådan er budskaberne i alle eventyr, men dette har vi glemt som voksne. I dag tror vi på, at et lykkeligt parforhold er harmoni, fred og forsoning. Og vi oplever fortvivlelse over, at blive mødt med forskellighed, og konflikter.
Det er spændende at spørge, om det modsatte også kunne være sandt – at det er meningen, at et parforhold skal være fyldt med forskellighed og konflikter – og at det er kærlighed?
Det er gammel visdom, at det kun er gennem konflikter, at vi udvikler os. Foran vores eget spejlbillede bliver vi ikke bedre mennesker, men forfalder til vores egne dårlige vaner. Kun gennem vores modsætning, får vi de bedste betingelser for at vokse os til hele mennesker.
Hvis han dog bare kunne forså mig!
Denne forestilling giver problemer for mange parforhold, når de holder det som en facitliste. – At vi bør kunne forstå hinanden. Virkeligheden er, at de sundeste forhold er dem, hvor der er forskellighed. Fejlen opstår når manden og kvinden begynder at tænke, at det er den andens skyld, at vi har problemer. Det er en ond cirkel som splitter parforholdet.
Parforholdet er ikke styret fra hovedet og vores evne til at analyserer og fortolke, for så ville der ikke være konflikter. Vi ville forudse vores reaktioner og finde et kompromis med det samme. Parforholdet er heller ikke styret at følelserne, for vores ego tåler ikke at blive udfordret så meget, som det bliver i et parforhold. Så ville følelserne brænde af i os, og hver ville gå til sit i parforholdet.
Kærligheden findes i sjælen
Men der er noget, der holder os sammen. Noget der ligger dybere end vores følelser og intellekt. Det er i vores sjæl, at vi skal søge efter kærligheden. Sjælen længes efter at blive forbundet med en anden sjæl, og det driver os til at søge en partner, og det er netop båndet mellem 2 sjæle, der holder os sammen.
En dybere spirituel forståelse af sjælen vil afsløre, at vi faktisk fødes med en halv sjæl, og at vi i parforholdet forener os og bliver til en hel sjæl. Derfor bliver båndet så stærkt. Men 2 sjæle forenes ikke i mødet, men gennem den udvikling et parforhold giver.
Hvad er det, du kan se, som er skjult for mig?
Kvinden besidder nogle egenskaber, som manden mangler, og ligeledes har manden egenskaber, som kvinden mangler. For at fortsætte metaforen med den halve sjæl, så svarer det til, at vi kun oplever verden halvt. Det er først i parforholdet, at vi kan opleve verden gennem en fuldkommen sjæl. Det er ligesom det menneske, der har gået rundt i sit hus hele livet, og først gennem sin partner finder ud af, at der er flere etager i huset. Manden kan kun se til højre og venstre, og kvinden kan kun se op og ned. Sammen åbner der sig en helt nu verden for dem. Dette billede viser med alt tydelighed, at en diskussion om at få ret uvæsentlig i betragtning af, hvor stor en verden er der åbner sig, når man i stedet spørger ”Hvad er det du kan se, som er skjult for mig?”