Min søgen efter visdom om livet har denne gang bragt mig i kontakt med Zen, og særligt bogen ” Vejen – Zen og Tao ” af Ole Nyborg. Jeg har oplevet en meget velskrevet bog, der inddrager mange kilder og koger det sammen med synspunkter fra både øst og vest. Her følger de vigtigste hovedpunkter om Zen og TAO, som de præsenteres i denne bog.
Verden er en indre konstruktion skabt i Sindet
Den vestlige kognitionspsykologi siger, at vore skemaer, som hører til vore tanker og følelser, men også til vore kroppe, muskler, holdning og bevægelser, styrer vores sansning, indkodning og hukommelse. Den samme tanke findes i Zen: – Vi er fortvivlede, fordi vi konsekvent vender hovedet den forkerte vej. – Hvis vi altid har næsen i jorden, så finder vi aldrig månen.
De ting, som vi oplever, er netop formet af vore skemaer. Vores oplevelse af virkeligheden er ikke et givet, objektivt faktum, men en indre konstruktion af verden der skabes i Sindet. Det er både Zen og den kognitive psykologi enige om. Vores tanker bliver til selvopfyldende profetier, og ofte er vores tanker bundet i en irrationel angst eller en uberettiget vrede over livets uretfærdighed. Alt dette kalder Zen for lidelsen, ”dukkha”. Den moderne kognitive terapis menneskeopfattelse og forklaring af vores lidelser svarer nøje til den klassiske opfattelse i Zen og Tao. Begge taler om, at vi bruger de forkerte landkort og databehandlingsregler, og at friheden ligger i at bryde med disse indgroede tankevaner.
Gør dig fri af sit eget sind
I de kinesiske skrifttegn betyder tegnet at se både at se, at se det hele fra en vis vinkel og derfor at have synspunkter, meninger eller fordomme. Da der bruges det samme skrifttegn bliver følgende sætning fra Hua-yen Sutraen et sandt paradoks: – Først når du ikke har nogen synspunkter, kan du se. Eller oversat direkte: – Først når du ikke kan se, kan du se. Det er vore meninger, synspunkter, ideologier og forventninger, som gør os nærsynede, blinde og døve.
Jo flere forskellige perspektiver, jeg kan se verden under, jo friere er jeg, og jo mere viden og forståelse har jeg om verden og mig selv. At være oplyst vil sige at kunne rumme og integrere mange vinkler og perspektiver. At tro at der kun er en sandhed og at jeg altid har ”ret”, er udtryk for lidelse og dumhed. Befrielsen ligger i at kunne se andres synspunkter. Når jeg ser det hele fra ”a point from no-where”, har jeg overskredet mine egne begrænsninger, og alt bliver muligt. I stedet for at opleve verden og mig selv gennem en ”tunnel vision” når jeg frem til en ”panoramisk” oplevelse, og helt bogstaveligt betyder, at jeg ser det hele på én gang (græsk: pan-orama).
Glem dine forventninger
Jeg må give slip på den luft, som jeg har i lungerne, ellers ville jeg dø. Når jeg med viljen prøver at holde fast, svarer det til, at jeg prøver at holde vejret: Jo mere jeg klemmer og knuger, jo værre går det. Eller: Det går netop som det skal!
Alle tings naturlige tilstand er netop denne ”flow”. Jeg oplever, hvordan jeg handler uden at anstrenge mig, uden at skulle bruge min vilje eller tvinge mig selv – uden hver dag at skulle overvinde mig selv. Jeg er blevet sat fri i forhold til mine gamle tvangshandlinger og gjort fri af selv-kontrol og selv-tvang.
Jeg giver slip på mine urealistiske forventninger, krav og ønsker til tilværelsen. Alle disse tanker lukker mig inde i selvødelæggende skemaer og spil. Ofte befinder vi os inde i programmer og situationer, som gør os til sikre tabere. Vi konstruerer bestemte sociale situationer, som kan bekræfte os i vores fordomme, og vi oplever virkeligheden forvrænget og selektivt, så vi bagefter husker det, som passer til vore indre skemaer og drejebøger.
Lær at give slip på tilværelsen
Vi skal leve i det, som man på tysk kalder Gelassenheit, d.v.s. være tålmodig, sindig, rolig, upåvirket, afspændt – og især: ubekymret.
At give slip sammenlignes i Zen med at være som den lodrette væg, som ingen ting kan sidde fast på, og som alting bare løber ned ad.
Den store japanske Zen-mester i 1200-tallet, Dogen, siger i en af hans prædikener, at hvis jeg bekymrer mig om, hvordan andre mennesker skal tro, mene eller reagere, fører jeg mig selv ind i en situation, hvor jeg ikke kan give slip på mig selv, hvor jeg er fængslet af mine egne fejltanker, og hvor jeg binder mig selv på arme og ben. Jeg skal ikke gribe ind i eller lade mig forstyrre af andre menneskers følelser, stemninger eller anskuelser. Jeg skal ikke tro, at jeg er verdens midtpunkt. Jeg skal ikke tro, at deres følelsessvingninger eller vrede er møntet på mig. Det, som de gør, gør de ikke imod mig. De gør det, fordi det er det, som de vil og skal.
Hav tillid til at verden er perfekt
TILLIDEN, som efter Zens opfattelse alle gode handlingers moder. Jeg kan have tillid til mig selv, verden og andre mennesker, og derfor kan jeg let og ubesværet give, give slip og give fra mig.
Ifølge Zen ”mangler” der aldrig noget. Selve begrebet ”mangle” (lige som et andet af vore yndlingsudtryk: ”problem”) er meningsløst: Verden er som den er og dermed færdig og fuldendt. Den indeholder ikke noget, som man kan kalde ”problemer” eller ”mangler”. Det er kun vores uperfekte sind, der ikke kan begribe det, men som vi bliver ældre, så vil vi forstå, at alt hvad vi har oplevet af modgang var nødvendigt for os. En lille spire mangler heller ikke noget, for af være en blomst?
Den kinesiske Zen-lærer Hui-neng sagde engang i 700-tallet: – Du skal kaste det sind bort, som finder fejl. Når dette sind er bortkastet, er alle dine problemer borte.
At være fleksibel
Du skal give efter, lige som bambus bøjer i vinden for ikke at knække, siger den kinesiske Zen Mester Hua. Hvis du er fleksibel, tænker du: Det, som sker, det sker og skal ske. Bambus forsøger ikke at stoppe vinden, eller er overbevist om at det er en ulykke der overgår dem. Intet er så føjeligt og bøjeligt i hele verden som vand, og Zen anviser, at man lige som vand skal opbygge en karakter der er blød, føjelig og bøjelig. Vandet flyder af sted i sit eget tempo og tilpasser sig enhver form: Hæld vandet i en rund skål, og det er rundt.
At være stiv, (ego-centreret) udelukker glæden fra livet. Vand – er frosset til is, og jeg er – på grund af min såkaldte individualitet og identitet – tillukket og afgrænset over for det og dem derude. Jeg lever fremmedgjort i en farlig, fjendtlig verden. Vand er uafgrænset og ikke-defineret og kan flyde sammen med vand og bagefter kan ingen skelne, hvorfra det kommer, men det frosne vand, isklumpen, er begrænset, alene, adskilt, ensom og sårbar: Vand kan ikke knække eller gå i stykker, men det kan isklumpen.
Psykoanalysen taler om den anale karakter, og f. eks. Erich Fromm har givet portrætter af denne type. Den anale er nærig, påholdende, reserveret, sparsommelig, et ene-menneske, som altid vil være 100 % sikker, og som aldrig vover det mindste
Den nyfødte baby er blød og føjelig, mens det døde menneske er hårdt og stift. At være stiv og ubøjelig, at holde på sin ret, at holde sig til sine sikre “erfaringer” uden at anfægte dem det mindste er alt sammen udtryk for det visne og det døde. At være i live er at være blød, blid og bøjelig.
Kend dine sande behov
Problemet er, at de fleste af vore såkaldte behov ikke er reelle, men symbolske, og symbolske behov kan ALDRIG mættes eller tilfredsstilles.
Kilde:
http://www.olenyborg.net