En af de vigtigste scener i de tre Matrix filmene er, hvor Neo beslutter sig for at spise den røde pille, som så fører til hans opvågning fra Matrix. Denne scene viser et vigtigt filosofisk princip. At mennesker er parate til at acceptere tingene, som de ser dem. At vi ikke stiller spørgsmålstegn ved vores tro om den verden, som vi kan se.
Vores tro (om verden) er bestemmende for hvordan vi oplever verden, da det er gennem denne tro, at vi fortolker vores oplevelser. Et simpelt eksempel er en optimist, der synes at leve i en anden verden end en pessimist. Et mere slående eksempel er forskellen mellem den fundamentalistiske kristen og den videnskabelige forsker. De vil fortolke deres oplevelser, såvel som hele virkeligheden, forskelligt på grund af deres forskellige trossystemer.
Selvfølgelig kan vores trossystemer være forkerte, og dermed er virkeligheden ikke, som vi synes, det er. Dette var Neo’s opdagelse, da han spiste den røde pille, og samme opdagelse gjorde filosoffer, da de begyndte at sætte spørgsmålstegn ved deres tro mere en totusinde år siden.
Således er Neo’s opvågning er et symbol på vores forsøg på at opdage, hvad der findes bag vores illusioner. Vi kan blive snydt af onde maskiner, en karismatisk leder, eller af traditioner i vores samfund – og hvis vi bliver snydt, så er virkeligheden ikke, som vi tror den er.
I slutningen af den anden film møder Neo arkitekten. Gennem dette møde opdager Neo igen, at hans tro er en illusion, som arkitekten har iscenesat for ham, at »Frelseren er en myte – Det er blot endnu et middel til kontrol”. Vi opdager, at Neo kan være en falsk profet, at han i virkeligheden ikke er en frelser af menneskeheden, men i stedet tjener maskinerne.
Matrix-trilogien handler om at sætte spørgsmålstegn ved vores eksistens og spørge: ”hvordan er virkeligheden?” Hvilken vej skal vi tage for at vågne op og indse sandheden, så vi også kan hjælpe andre til at gøre det samme – med henblik på at opnå sand frihed, ved hjælp af fysiske og psykiske befrielse.
“Du kender ikke rigtig vedkommende, før du har kæmpet mod ham.” Det ironiske er, at vi ikke engang kender os selv, så vi er nødt til at kæmpe mod vores egen tro for at opnå befrielse og oplysning.