Jeg har prøvet at levet i et parforhold i 5 år, hvor min partner havde en spiseforstyrrelse. Hun evnede ikke at elske sig selv, og endnu mindre at elske andre. Jeg tror, at jeg har prøvet det hele. Støttet hende, elsket hende, truet hende, svigtet hende, afvist hende og fortrudt det hele igen.
At levet i et parforhold med en spiseforstyrrelse er en følelsesmæssig ruchetur, der ikke syntes at få nogen ende. Lige indtil den dag, hvor man får et glimt at den pige, som man engang forelskede sig i.
Her er hvad jeg har lært.
Spiseforstyrrelser handler ikke om mad, men om følelser
Mere end en tredjedel af befolkningen anser spiseforstyrrelser for selvforskyldt, at man bare skal tage sig sammen og begynde at spise. Jeg vil sige, at du kommer ingen vejne med den holdning – og du kan slet ikke få gang i forholdet…
I et parforhold med en spiseforstyrrelse ombord, så er din indstilling til hvad en spiseforstyrrelse er altafgørende. Realiteten er, at bag den veltilpassede overflade skjuler der sig en stor skrøbelighed, usikkerhed og manglende følelse af selvværd og identitet.
En spiseforstyrrelse er et symptom på en dyb og grundlæggende konflikt i personligheden og alle midler tages i brug for at kontrollerer angsten, og det indebærer at sulte kroppen til det punkt, hvor det bliver livstruende og med risiko for varige men.
Det tog mig lang tid af forstå, hvilket formål en spiseforstyrrelse tjener. Min kæreste beskrev den engang som hendes bedste og eneste ven. Spiseforstyrrelsen var det eneste, der kunne trøste hende i en verden, hvor hun ikke var god nok. Her var noget hun kunne kontrollere 100% – hvor meget hun spiste, hvad hun måtte spise og hvornår.
Formålet med en spiseforstyrrelse
Mens spiseforstyrrelsen var værst, så var der over 1oo regler, som hun havde lavet for sig selv. Missede hun bare en af reglerne, så sank hun helt ned i kulkælderen. Maden fyldte 99 % af hendes tanker, samtidig med at hun blev tyndere og tyndere og til sidst, så gik hun inde i sin egen lille bobbel.
For inde i boblen var der ro, og ude i verden var der kaos – det var meget mere sikkert at blive i boblen. At sulte og isolere sig selv, for ethvert møde med omverden forvoldte bare endnu mere smerte, og det hun havde allermest brug for var, at blive elsket.
Formålet med hendes spiseforstyrrelse var delvis at beskytte hende. Det var en selvmedicinering til at dulme angsten. En måde til at vende ryggen til problemerne og undgå at se angste i øjnene. Angsten for ikke at være god nok.
Min åbenbaring var, at den eneste vej ind til hende var at elske hende – ubetinget….